← Tilbage til bloggen
Skrevet af: Frederik Jørgensen
31. januar 2019

Den ultimative guide til Google Ads-tekstannoncer

Oplever du lidt for ofte, at du lægger både en del tid og kræfter i dine Google Ads-tekstannoncer, men resultatet deraf hverken er personligt tilfredsstillende eller rentabelt på bundlinjen? Dette er formodentligt en klar indikation på, at der er noget ved dine annonceringsindsatser og -strategi, der ikke spiller optimalt. Derfor kan det være fornuftigt, at søge hjælp til, hvordan du helt konkret kan udbedre problemerne og optimere dine tekstannoncer, så det endelige resultat og afkast kommer til at modsvare din arbejdsindsats.

Enhver virksomhedsejer, der driver en online webshop, er bekendt med PPC-marketing (Pay Per Click). En betalingsbaseret annonceringsmodel inden for marketing, der helt kort går ud på, at du som annoncør udelukkende betaler, når en bruger klikker på din Google Ads-annonce. Når brugeren klikker, navigeres han eller hun til gengæld direkte ind på din hjemmeside, og på den måde kan du betale dig til øget trafik til din online butik.

Denne målsætning kræver dog i første omgang, at du rent faktisk får motiveret brugerne til at klikke på dine annoncer, hvilket kan være lettere sagt end gjort. På et online marked, hvor du og alle dine konkurrenter kæmper om selvsamme – brugernes gunst og opmærksomhed – er det alfa og omega at kunne udforme effektive tekstannoncer, der kan være med til at fremhæve netop din online forretning som den allerbedste. Det handler om at skille sig ud fra mængden, og her kan Google Ads-tekstannoncer være den ideelle løftestang – såfremt du kan håndtere den korrekt.

Men hvordan laver du så den perfekte tekstannonce? Ja, det er nærmest umuligt at svare på, da hver tekstannonce er unik og indskriver sig i den specifikke virksomheds individuelle kontekst og situation. Hvad der opfattes som den ideelle tekstannonce afhænger altså af dine behov og målsætninger. Men ikke desto mindre findes der en lang række anbefalelsesværdige retningslinjer og gode råd, som vi har samlet til dig i dette blogindlæg.

Vi giver dig vores kvalificerede bud på den ultimative guide til succesfulde Google Ads-tekstannoncer.

 

Rigtig god fornøjelse!

 

Hvorfor bruge tid og ressourcer på tekstbaserede Google Ads-annoncer?

I disse tider, hvor søgemaskineoptimering er på alle digitale markeders læber, kan tekstannoncer ofte tendere til at blive nedprioriteret eller glemt i kampen om at sikre sig de bedste placeringer på Google. Ikke desto mindre er Google Ads et ekstremt stærkt og effektivt våben i denne kamp – ikke mindst på grund af de synlige, direkte målbare og øjeblikkelige resultater, som den betalte annonceringsform leverer. Dermed ikke sagt, at Google Ads og SEO er gensidigt ekskluderende – tværtimod. De kan og bør ses som supplerende optimeringsværktøjer eller -discipliner, der med hver deres kvaliteter og begrænsninger kan komplementere hinanden konstruktivt i én og samme overordnede marketing-strategi.

Skarpe, målrettede og veleksekverede Google Ads-tekstannoncer kan være tungen på vægtskålen, i forhold til om dine kampagneindsatser i sidste ende afspejler en stærk performance og en høj ROI.

Dette kan du blandt andet vurdere ud fra det centrale målingsparameter ”CTR-værdien” (Click Through Rate), der angiver, hvor mange procent af brugerne, der reelt set klikker på annoncen, når de under deres søgning på Google eksponeres for annoncen. Jo højere CTR, desto bedre performer din annonce, og det handler derfor populært sagt om at gøre dine annoncer så ”clickable” som overhovedet muligt – det vil sige så attraktive, at brugerne overbevises om at klikke på annoncerne.

Det kan altså være en rigtig fornuftig investering at allokere både tid og ressourcer specifikt til det formål at udarbejde skarpe og målrettede tekstannoncer, da det med den rette tilgang kan generere mange klik og vigtige konverteringer samt ikke mindst højne sandsynligheden for, at dine annoncer ranker højere blandt søgeresultaterne på Google.

Men spørgsmålet er, hvordan du så gør dine annoncer maksimalt clickable? Det er netop det spørgsmål, vi blandt andet vil forsøge at besvare i dette blogindlæg.

Lad os ikke spilde tiden og gå direkte til sagen. I det følgende vil du blive præsenteret for vores fagligt kvalificerede bud på, hvilke parametre der er allervigtigst, når du skal udforme en Google Ads-tekstannonce, som kan sende dig helt i front i det store digitale annonceringskapløb.

 

Formuler dig korrekt, kortfattet og koncist

Når du skal formulere en Google Ads-tekstannonce, har du relativt lidt plads at gøre godt med. Du skal økonomisere med få karakterer, og derfor bør du altid vælge dine ord med stor omhu. Det gælder om at skære helt ind til benet, skære alt overflødigt fra og gå direkte til sagen, så brugerne nemt og hurtigt kan afkode grundessensen i annoncens budskab.

Med en så sparsom tegn-økonomi er gentagelser eller unødige fyldord direkte spild af ressourcer og plads, som kunne være investeret langt mere fornuftigt. Samtidig udgør gentagelser ofte et irritationsmoment for brugerne, der ikke gider at spilde deres dyrebare tid på at læse det samme om og om igen, hvorved de hurtigt er videre til det næste alternativ på Google.

Vil du gerne undgå, at brugerne hopper let og elegant over netop dine annoncer, er det desuden altafgørende, at du ikke bare formulerer dig i et formfuldendt sprog, men også at du skriver og bruger tegnsætning 100 procent korrekt. Stave- eller tegnsætningsfejl er et direkte signal til brugerne (og Google) om sjusk og manglende engagement, hvilket kan have negativ indflydelse på dit image og troværdighedsbillede udadtil.

Ergo: Skriv korrekt, kortfattet og koncist.

 

Den effektive Google Ads-tekstannonce er datadreven og målrettet

Hvis du vil gøre dig forhåbninger om, at dine Google Ads-tekstannoncer performer optimalt, bør du altid sikre dig, at de beror på et grundigt dataresearch-arbejde. Sørg altid for at få opsat løbende tracking, monitorering og analyse i Google Ads, så du undervejs og særligt efter kampagneindsatsernes udrulning kan evaluere på deres performance. Kun på den måde har du mulighed for at identificere både udfordringer og potentialer, som kan være retningsgivende for, hvilke parametre du skal satse ekstra meget på og optimere.

Samtidig faciliterer Google Analytics en lang række unikke muligheder for databearbejdning og dataanalyse i forhold til din definerede målgruppes sammensætning, interesser og online adfærd. Det vil sige data, som er nødvendige at kende til, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at få det maksimale udbytte af din annoncering. Disse målgruppeindsigter, metrics og måleparametre klæder dig på til at kunne målrette dine annoncer specifikt efter din primære målgruppe. Her bør du altid sikre dig, at du taler direkte til målgruppen i et sprog, der er i øjenhøjde, og som er nøje afstemt med deres jargon. På den måde højner du chancen for, at du kommunikativt rammer plet med dine kommercielle budskaber.

 

Skab blikfang og nysgerrighed med tal og symboler

I en gennemdigitaliseret verden, hvor forbrugerne bliver bombarderede med den ene tilbudsbasker efter den anden, er brugerne efterhånden blevet relativt ”immune” over for ellers appellerende ord såsom ”tilbud”, ”rabat”, ”billig” og så videre. Derfor kræver det, at dine tekstannoncer gør brug af andre smarte tricks, der kan tiltrække brugernes opmærksomhed.

En mulighed er eksempelvis at anvende versaler for at demonstrere vigtigheden af og det ekstraordinære ved for eksempel et skarpt tilbud. Du kan også med fordel anvende direkte spørgsmål, opfordringer eller sproglige ”teasers”, som kan motivere til interaktion. En tredje mulighed er at anvende tal, symboler eller sågar emojis til at skabe blikfang. Et nedslag i pris på et produkt bliver ofte langt mere synligt og ikke mindst attraktivt, hvis der faktisk er sat et konkret procenttal på besparelsen.

 

Vær klar i spyttet med eksplicitte CTA’er

Det ultimative mål med din Google Ads-tekstannonce er at få ansporet brugerne til at handle, og det kræver, at din tekst er tilstrækkelig persuasiv og appellerende. I denne forbindelse kan du med fordel anskue din tekstannonce som ét samlet og slående argument, der er bygget op omkring en række forskellige belæg, hjemler og begrundelser for, hvorfor brugerne skulle vælge netop din annonce blandt de mange alternativer. Hvis dit samlede argument er godt skruet sammen, vil du også have gode chancer for at kunne overtale brugerne til at dele ud af deres eftertragtede klik. Og det er samtidig noget, som Google ofte krediterer i form af stærkere rankings i søgeresultaterne.

Et af de mest effektive retoriske virkemidler er stærke CTA’er (call-to-actions). Dette er sproglige konstruktioner, der direkte opfordrer til specifikke handlinger, og som i denne kontekst ideelt set skal motivere brugerne til at klikke på din annonce. Det er vigtigt, at du guider og påvirker brugernes opmærksomhed, så de ved, hvad de skal gøre, og hvilke muligheder de har – eksempelvis ved hjælp af imperativer og aktive verber. Disse kan du med fordel implementere direkte i annoncens title og metadescribtions.

 

Brug dine USP’er til at differentiere dig

Som sagt er konkurrencen om brugernes og Googles gunst ekstremt hård, og derfor gælder det ultimativt om at gøre dine tekstannoncer så synlige og unikke som muligt, så du kan stå ud fra mængden. Her er det oplagt at integrere dine Unique Selling Propositions (USP’er) direkte i din tekst, da det er med til at eksplicitere og argumentere for, hvad netop du kan tilbyde dine brugere, som de andre konkurrenter ikke kan. Dette er med til at fremhæve dig.

Men én ting er, hvad din serviceydelse eller dit produkt repræsenterer af egenskaber, kvaliteter og fordele. Noget andet er, hvorfor dine (nær)konkurrenters alternativer ikke kan nå dig til sokkeholderne. Dette kan være strategisk smart at understrege i forsøget på at overbevise brugerne om, at du er det kvalitativt bedste bud på markedet. Der hvor andre ikke kan levere den bedste kvalitet, kan netop du – og dét bør du markere i din tekstannonce.

Men hvordan får du så bedst muligt kommunikeret dine USP’er?

Jo, det handler kort sagt om at booste samtlige af dine (relevante) kvaliteter rent sprogligt, inden for den sparsomme plads du har at gøre med. Her behøver du ikke nødvendigvis at lade dig begrænse af diverse beskedenhedsprincipper. Vær direkte og ærlig og få forklaret tydeligt, hvilken (stor) værdi brugerne opnår ved at vælge (og klikke på) netop dit produkt eller din serviceydelse.

Udnyt psykologiske parametre som ”lokkemad”

Det sidste gode råd, vi vil fremhæve, har at gøre med de psykologiske faktorer, når du skal forsøge at vinde brugerne over. En af de ofte anvendte og meget effektive metoder er at inkorporere time-limits eller begrænsninger på produktpartier som rammesætning for selve tilbuddet i annoncen. Dette er med til at skabe en naturlig ”urge” hos brugerne, der motiveres til at handle hurtigt lige nu og her, inden tilbuddet udløber. Samtidig er denne strategi med til at iscenesætte produktet som noget yderst attraktivt og eftertragtet, som man hurtigst muligt skal have fingre i.

Men lige så effektivt dette virkemiddel er, lige så ødelæggende kan det være, hvis du bruger det alt for meget. Alt med måde – og det gælder i den grad også i dette tilfælde. En regelmæssig og hyppig brug vil kunne resultere i, at brugerne potentielt set bliver forvænte og således begynder at planlægge strategisk derefter, eksempelvis ved at udskyde deres købsbehov, fordi de ved, at der kommer et mere favorabelt ”udsalgsvindue” med mulighed for markante besparelser inden for den nærmeste fremtid.

Et andet effektivt virkemiddel er at anvende bestemte ord, der afspejler særlige værdimæssige konnotationer. Dette kan du udnytte strategisk i din argumentatoriske salgstale, når du udformer din tekstannonce. For eksempel kan det være smart at anvende en såkaldt ”gratis”-retorik i form af en række gratis-relaterede ord, der er decideret sød musik i tilbudsjægernes øre. Et godt eksempel er at anvende ordet ”få” i stedet for ”download” eller ”hent”. Medbetydningen af ordet ”få” er, at vi ikke behøver at investere noget som helst for ydelsen eller produktet – hverken tid, penge eller kræfter. En sådan retorisk framing kan være ekstremt effektiv og tiltrække mange klik, hvilket i sidste ende kan booste annoncens CTR. Og det gælder såmænd også, selvom din service eller dit produkt måske reelt set ikke er 100 procent gratis.

Dog bør du med denne strategi være opmærksom på ikke at snyde brugerne. Nutidens kritiske forbruger bærer nag, og har du først trådt en bruger over tæerne ved at love dem noget, som du ikke indfrier, vil du formodentlig blive straffet hårdt – for eksempel i form af boycuts, dårlige brugeranmeldelser, negative word of mouth og lignende, hvilket kan skade dit image og din troværdighed betydeligt.

Derudover er det anbefalelsesværdigt at spille på og appellere direkte til brugernes følelser i din tekstannonce. En stor del af søgningerne online omhandler specifikke problemer eller behov, som brugerne ønsker en løsning på. Dét bør du udnytte ved at tilbyde dig som den perfekte (og nærmest personligt skræddersyede) løsningsmodel. Fokuser på samtlige fordele, som brugerne kan nyde godt af ved at vælge din løsning. Og her må du hjertens gerne lade dig inspirere af dine konkurrenters måder at bære sig ad på – det er ikke snyd. Det handler om at gøre det samme. Bare meget bedre selvfølgelig.

Det sidste råd, vi vil give dig, handler kort sagt om, at du får de bedste resultater ved at prøve dig frem og løbende foretage A/B-tests for samtlige af dine kampagner. Du kan anskue din tekstannonce som et slags ”variabel-eksperiment”, hvor du forsøger trinvist at justere bestemte variabler for dermed at se, hvorvidt ændringerne resulterer i en forbedret eller ringere performance. Ved at sammenholde to udgaver af samme annonce og kun foretage få variabelændringer kan du hurtigt få identificeret, hvilke parametre du bør satse ekstra på i kampagnen fremover.

Vi håber, at du er blevet klogere på, hvordan du tackler dine Google Ads-tekstannoncer bedst muligt.

 

Held og lykke med annonceringen!

 

 

Få en gratis SEO-analyse

Hvor skal du optimere for at blive #1 på Google?
Tilmeld dig og få en gratis SEO-analyse, hvor vi giver dig vores bedste tips og tricks.