DATO
LÆSETID

SKREVET AF

DATO
LÆSETID

SKREVET AF


Kender du til forkortelsen AMP? Hvis ikke er du langt fra den eneste. Selv inden for marketingbranchen ved mange stadig ikke, hvad AMP egentlig dækker over, eller at det overhovedet eksisterer.
Og dem, der rent faktisk ved, hvad det går ud på, har ofte svært ved at få taget sig sammen til at implementere det på deres hjemmeside.
Ikke desto mindre er AMP et felt inden for digital marketing, der afspejler et stort (fremtidigt) potentiale.
Det udgør et operativt værktøj, som kan være med til at forbedre din synlighed og placering i de organiske søgeresultater på Google og i sidste ende resultere i øget trafik, flere salgskonverteringer og større økonomisk afkast for din webshop – såfremt det bliver implementeret korrekt.
Derfor bør man sætte fokus på AMP og den betydning, AMP-implementering reelt set kan have for din webshop.
Netop dette vil vi forsøge at gøre i dette blogindlæg, der introducerer dig til alt, der er værd at vide i forhold til AMP.
Rigtig god læselyst!
AMP – hvad for en størrelse?
AMP-projektet er et initiativ, der blev søsat tilbage i 2015 med Google som hovedsponsor og er som tjeneste kompatibelt med blandt andet søgemaskinerne Baidu, Yahoo Japan, Sogou samt Twitter og Pinterest – foruden Google selvfølgelig.
Derudover er AMP tilgængelig til Google Ads – både hvad angår display- og search-annoncer. Helt grundlæggende betyder AMP ”Accelerated Mobile Pages”, hvilket sådan set meget præcist beskriver, hvilket formål AMP overordnet tjener: Nemlig accelerering af hjemmesiders visning og loading på mobile devices.
Rent funktionsmæssigt er AMP en dynamisk open-source-protokol, der er konstrueret således, at den konstant er under forandring og udvikling med nye opdateringer.
Projektet har fra start haft til formål at optimere brugeroplevelsen i forbindelse med online browsing via mobile devices. Det vil sige at skabe en gnidningsfri og hurtig loading af hjemmesider på mobilen – og endda helt uden at sluge ekstra data. Faktisk tværtimod.
AMP’er er drevet af data genereret fra et centralt AMP-datalager, som faciliterer lynhurtige (mobil-)internetforbindelser, så AMP-siderne kan loade super effektivt i forbindelse med visning på mobile devices.
Og er du virksomhedsejer, der driver en webshop, er du formodentlig helt klar over, hvor vigtigt netop hastighedsparameteret er for din hjemmesides performanceniveau.
Men lad os gå direkte til sagens kerne og kigge nærmere på, hvorfor AMP kan være fordelagtigt at indtænke i sin marketing-strategi.
Hvorfor er AMP vigtigt for din webshop?
Der er mange gode grunde til at anvende og implementere AMP på din hjemmeside. En af de helt åbenlyse argumenter er den heftigt ekspanderende brug af mobile devices til at søge på internettet. Flere og flere tilegner sig smartphones, og de bliver i stigende grad anvendt til søgninger, hvilket Google for længst har opdaget.
Og det lægger Google bestemt ikke skjul på. Helt tilbage i 2016 proklamerede Google deres nye ”Mobile-First Index”-algoritme, som stadig i dag er under udvikling og udrulles.
Denne algoritme markerer et skærpet fokus på mobilvisninger af hjemmesider i forbindelse med deres indeksering og ranking af søgeresultater.
Dette har resulteret i et decideret boom i antallet af AMP-domæner og -indhold, og her er selv de helt store og agendasættende drenge i klassen med på vognen.
Denne mobilorientering må man som kommerciel aktør inden for marketingbranchen nødvendigvis forholde sig til. Så hvis du har fremtidige ambitioner om at rangere blandt topplaceringerne på Google, gør du måske klogt i allerede i dag at implementere AMP på din hjemmeside.
Men hvordan gavner AMP helt konkret din hjemmeside? Lad os se på fordelene:
- AMP giver dig mulighed for at erobre de favorable placeringer i Googles karrusel-søgeresultater helt i toppen på side 1.
- Du opnår en langt hurtigere loadingtid, kortere latenstid og mere smooth visning af din hjemmeside på mobile devices. Faktisk viser undersøgelser, at AMP-dokumenter loader to gange hurtigere end en standardside.
- Den hurtige loadinghastighed kan medvirke til, at du ikke taber vigtige konverteringer eller får en høj bounce rate. Når en side skal bruge lang tid på at loade, bliver det hurtigt et irritationsmoment, hvilket højner risikoen for, at brugerne falder fra.
- Din hjemmeside leverer generelt set en bedre brugeroplevelse, hvilket kan øge antal besøgende.
- Den optimerede brugeroplevelse kan føre til en højere CTR-værdi, længere besøgstid (Dwell Time) samt øget trafik fra de organiske søgeresultater.
Ved at implementere AMP på din hjemmeside kan du så at sige tilfredsstille såvel brugerne som Google. Nutidens kritiske forbrugere er ekstremt utålmodige brugere, der opererer med en meget sparsom tidsøkonomi.
Hvis de skal investere deres dyrebare tidskapital i din webshop, gælder det derfor om at have en brugervenlig hjemmeside, der kører problemfrit, hurtigt og effektivt, så brugerne aldrig risikerer unødig vente- og spildtid.
Samtidig har disse faktorer stor SEO-mæssig betydning, da alt tyder på, at Googles RankBrain decideret ranker ud fra kriterier såsom Dwell Time og CTR.
AMP kan altså være et effektivt værktøj til at gøre din hjemmeside både mobil-, bruger- og Google-venlig.
Den ”nye” dreng i klassen – og Googles ”yndlingselev”
Som vi kort har været inde på, udvælger Google de bedste søgeresultater, som får lov til at rangere allerhøjest på side 1 i den såkaldte ”karrusel”.
En sådan placering vil give din hjemmeside stor synlighed og dermed ideelle betingelser for at tiltrække opmærksomhed og klik fra brugerne.
Men faktisk forholder det sig sådan, at Google har dedikeret disse eftertragtede topplaceringer udelukkende til AMP-indhold i forsøget på at signalere vigtigheden af denne type indhold og som direkte opfordring til at anvende AMP aktivt.
AMP er altså ikke bare den nye dreng i klassen, men er populært sagt også blevet Googles ”yndlingselev”, som favoriseres over de søgeresultater, der ikke inkluderer AMP. Dette er i sig selv et klokkeklart argument for at implementere AMP på din hjemmeside.
AMP-implementering kræver tid og grundighed
Det er dog vigtigt at påpege, at AMP-implementering på din hjemmeside ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at du vil opleve forbedrede tal på bundlinjen. Det er ikke et succeskriterie i sig selv.
Hvorvidt du kan drage fordel af AMP, afhænger ultimativt af, om du rent faktisk formår at få implementeret det ordentligt. Det er ikke noget, der lige sker over natten, men er derimod en tids- og ressourcekrævende proces.
Og skulle det ske, at der ikke viser sig forbedrede resultater, skyldes det formodentlig, at din AMP-implementering ikke er foretaget korrekt eller grundigt nok.
Derfor: Brug den tid, det tager og de ressourcer, det kræver at få gjort AMP-arbejdet ordentligt. Hverken du eller din kunder er tjent med et halvfærdigt arbejde.
Og hvornår kan du så forvente at se resultater? Der vil selvfølgelig gå lidt tid, før effekten bliver synlig. Men generelt kan du gå efter, at hvis der går for lang tid uden synlige forbedringsresultater, bør du tage din AMP-implementering op til revision, da det med stor sandsynlighed handler om fejl eller problemer i forbindelse implementeringsprocessen.
Det er nemlig en relativt teknisk kompliceret proces, hvor AMP-koden skal indsættes korrekt, hvilket kræver en vis portion erfaring med webudvikling.
Mobilresponsiv hjemmeside og AMP-version – same same but different
Hvis du gerne vil gøre dig forhåbninger om at få en af de favorable topplaceringer i karrusellen på Google, er et af de vigtigste råd, at du sørger for at samstemme din mobilresponsive udgave af din hjemmeside med AMP-versionen.
Det gælder om at gøre de to versioner så identiske som overhovedet muligt, da det har stor indflydelse på Googles indeksering og ranking.
Google har selv udmeldt, at du helt bliver ekskluderet fra ”karrusel-pladserne”, hvis den indholdsmæssige lighed mellem den responsive udgave og AMP-versionen ikke er tilstrækkeligt høj.
Så selvom de to versioner i sagens natur ikke er identiske, skal de på alle måder spejle hinanden – same same but different.
AMP på ”to do”-listen – i fremtiden
Afrundingsvis vil vi gerne understrege, at selvom AMP i den grad er et vigtigt fokuspunkt inden for digital markedsføring, der afspejler et stort potentiale i fremtiden, så er det ikke nødvendigvis det første punkt på din ”to do”-liste, du bør prioritere.
AMP er stadig en meget ny disciplin på markedet, som slet ikke er udrullet i sin færdige form endnu, og vi er stadig ved at spore os ind på, hvilken betydning det reelt set har for.
Derudover er det langt fra alle, der har fået øjnene op for AMP, og der ligger stadig et stort arbejde forude med hensyn til at sprede kendskabet, så både marketers og forbrugere bliver bevidste om mulighederne, som AMP rummer.
Du behøver altså ikke som sådan at skynde dig. Men når det så er sagt, tyder alt på, at AMP i den grad vil komme til at have en betydelig indflydelse og vægt i fremtiden.
Så hvis du gerne vil foregribe og være på forkant med udviklingen, kan du med fordel allerede i dag begynde at overveje og planlægge, hvordan du integrerer AMP bedst muligt i din online forretningsmodel.